En idé, der skal skabe samfundsværdi!


I december 2018 kunne Group One Production fra SOSU Nord og Tech College løfte præmiechecken og kalde sig vindere af Nordjyske Nyskabere! Deres idé om en mere ergonomisk badestol blev af dommerne pointeret som et produkt, der kan skabe stor samfundsværdi for mange mennesker.

5 måneder senere arbejder gruppen stadig videre med deres idé, og de har med hjælp og sparring fra forskellige parter fået indsigt i, hvad det kræver at realisere deres idé. De har været på messe, hvor de fik mulighed for at fortælle om deres idé og tale med mange, der fandt deres idé interessant. Det har især givet gruppen blod på tanden at mærke den store interesse og tiltro, deres badestol har fået.

Om at være med i konkurrencen siger gruppen, at de har udviklet sig gennem forløbet og blevet bedre til at fremlægge og tale foran større forsamlinger. De har lært af at indgå i en gruppe, hvor der har været både forskellige personlige og faglige kompetencer, og de har fået meget ud af at lytte til hinanden og udnytte deres forskellighed. Samtidig har de været glad for den sparring, de har haft med deres tilknyttede guider, som har været gode til at komme med råd og fif.

Et råd, som gruppen gerne vil give til fremtidige deltagere af Nordjyske Nyskabere er, at man skal stole på sig selv og sin idé og tro på, at den idé, man har; den er god!