27. august 2018
Sara Frederiksen underviser i Historie og Samfundsfag på Støvring Gymnasium. Selvom de to fag ikke har ret meget med innovation at gøre, har hun flere gange haft elever med til Nordjyske Nyskabere. Det har givet gode erfaringer og mod på mere.
Da finalen i Nordjyske Nyskabere 2017 løb af stablen, var det Team Granøl, som tog 2. pladsen. Drengene, som ville brygge øl på gran fra Rold Skov, kom fra Støvring Gymnasium. Her var deres kontaktlærer Sara Frederiksen, som underviser i Historie og Samfundsfag.
“Selvom du ikke selv ved en helt masse om Innovation, skal du ikke tøve med at melde dine elever til Nordjyske Nyskabere. Der står en masse kompetente folk klar til at guide dig igennem. Eksempelvis kan du benytte dig af, at du kan få en konsulent ud, som hjælper med at facilitere en indledende workshop”. Sådan siger Sara Frederiksen om det at sende elever afsted til innovationskonkurrencen, selvom man kommer fra et alment gymnasium, hvor innovation traditionelt set ikke har fyldt meget i undervisningen.
Masser med hjem
“Eleverne har været vildt positive. De har både fået blod på tanden og en god idé om, hvordan man starter en virksomhed. Og så er de blevet vildt gode til at stå foran mega mange mennesker og præsentere”. Sara Frederiksen er ikke i tvivl: Eleverne har fået en masse ud af at deltage. En masse som de også kan bruge i skolen og resten af deres liv. Det at være god til at præsentere, er nemlig både vigtigt, når man går til eksamen og sidder til en jobsamtale.
Det at være Kontaktlærer
“Som kontaktlærer står jeg for kontakten med folkene fra Nordjyske Nyskabere. Jeg melder eleverne til konkurrencen og sørger for, at de kender de forskellige deadlines. Og så er det min rolle at finde nogle elever, som har engagementet – ikke nødvendigvis den bedste idé”. Sara Frederiksen fokuserer ikke på elevernes idé, fordi de får hjælp til at udvikle på deres indledende idé i løbet af konkurrencen. I stedet er det vigtigt at eleverne er engagerede og klar til at gøre en indsats. Samtidig skal de helst føle, at de har opbakning fra skolen. Derfor var Sara Frederiksen også på plads i Gigantium til finalen i 2017 – noget som hun håber at gentage i år.
“Jeg skal helt sikkert have elever med i konkurrencen igen. Og jeg har også allerede skrevet til Nordjyske Nyskabere, at vi deltager i år”. Sådan slutter Sara Frederiksen, der anbefaler alle at deltage, uanset hvilken ungdomsuddannelse som man kommer fra.