En idé til demente gav oplevelser, som aldrig bliver glemt


Deltagelsen i Nordjyske Nyskabere har sendt Frederik Borksted og hans 4 holdkammerater vidt omkring. Konkurrencen har introduceret dem for en række nøglepersoner, som har hjulpet dem meget nærmere at realisere deres idé og drømme.

I 2017 sidder Frederik Borksted til undervisning i Innovation på Aalborg Handelsgymnasium, da en lærer træder ind ad døren. Læreren beder de elever, som kunne være interesseret i at deltage i en innovationskonkurrence, om at følge med. I et andet lokale på skolen står en repræsentant for Nordjyske Nyskabere nemlig klar til at præsentere konkurrencen. Cirka et halvt år senere står Frederik Borksted på scenen til finalen og får overrakt præmiechecken for førstepladsen sammen med resten af sit hold.

“Vi deltog i Nordjyske Nyskabere, fordi vi allesammen gik med en drøm om at skabe noget og blive vores egne chefer. Da chancen bød sig, samlede vi et hold og gik i gang med at idéudvikle.”

En tryg og hverdag
Under navnet Salus satte de fem HHX-studerende sig for at løse problemet med demente, som forsvinder på plejehjemmene. Et problem som kun vokser. Det førte dem til en løsning, der skaber værdi for rigtig mange mennesker.

“Vi forstod ikke, hvordan det her problem kunne blive ved at vokse, med al den teknologi, som vi har til rådighed i dag. Derfor kom vi på idéen med at anvende ansigtsgenkendelse i et sikkerhedssystem, som holder øje med, hvem der forlader plejehjemmet, og kan alarmere personalet. På den måde vil vi øge sikkerheden for demente og trygheden for de pårørende.”

Kompetencer for livet
Siden holdet bag Salus vandt Nordjyske Nyskabere, er det gået rigtig stærkt. Drengene er blandt andet blevet Danmarksmestre i entreprenørskab med sejren i Fonden for Entreprenørskabs konkurrence Company Programme. Det sendte dem videre til Beijing, hvor de deltog i konkurrencen Asia Pacific JA company of the year competition.

“Vi har deltaget i mange ting. Men vi har altid sagt, at det var Nordjyske Nyskabere, som gav os mest. Vi lærte en masse til workshoppen, mødte masser af nye mennesker, som gav os et stort netværk, og så blev vi bedre til at præsentere, og det kan man altid bruge i livet.”

En unik mulighed
I dag er Frederik Borksted og de 4 andre i gang med at tale med programmører og potentielle investorer for at skabe et solidt fundament at bygge virksomheden på. Præmiepengene er langtfra brugt op, og holdet sparrer løbende med deres mentor, Christoffer Baadsgaard, som de også fik tilknyttet med sejren i Nordjyske Nyskabere.

“Den bedste oplevelse har været at møde så mange kompetente mennesker og blive introduceret til iværksættermiljøet. Man skal stille op, fordi det er en kæmpe mulighed for at få åbnet døren til de rigtige folk. Desuden er der bare masser af gode oplevelser, og så bliver man taget seriøst og anerkendt. Det er faktisk ret professionelt.”