Fra deltager til mentor


SOSU studerende Pia Louise Johansen fik en 2. plads ved Nordjyske Nyskabere i 2016. Før deltagelsen havde hun så svært ved at tale foran fremmede, at hun havde problemer med at gå til eksamen. Nu holder hun oplæg for 200 mennesker som mentor på SOSU-uddannelsens innovationsforløb.

I 2016 deltog Pia Louise Johansen i Nordjyske Nyskabere. Dengang havde hun så svært ved at tale foran fremmede, at hun blev sendt tidligere ud fra en eksamen på grund af nervøsitet. I dag holder hun oplæg foran 200 mennesker på SOSU Nord om sin erfaring med innovation og deltagelsen i Nordjyske Nyskabere. Den udvikling, mener hun selv, skyldes hendes deltagelse i konkurrencen:

”Jeg har taget meget med fra Nordjyske Nyskabere og været igennem en mega udvikling. Blandt andet er jeg blevet bedre til at tale foran mennesker.”

Tro på det
Pia anbefaler andre at deltage i Nordjyske Nyskabere, men gør opmærksom på, at man skal have viljen. For det er hårdt arbejde. Hendes bedste råd til alle, der går med en iværksætterdrøm lyder:

”Spring ud i det og tro på det. Du skal stå ved dine kompetencer og mangel på samme. Og så er det vigtigt at være ærlig overfor dig selv og dem, som du arbejder sammen med.”

Udviklingen fortsætter
Udover at studere og holde oplæg på SOSU, arbejder Pia og de andre fra holdet stadig videre med ideen, som de havde med til Nordjyske Nyskabere. Ideen består af en innovativ inhalator til KOL-patienter. Lige nu er de ved at udvikle den forhåbentlig sidste prototype. Herefter skal den afprøves, og så skal der søges patent. Pia fortæller, at udvikling af et produkt er en lang proces. Især når man stadig er studerende. Men hun fortæller også, at hun stadig tror på ideen.