En idé kan komme ud af det blå

En idé kan komme ud af det blå - selv til en fest med et par kammerater

Matthias Kikkenborg (i midten) og hans to kammerater, William (t.v.) og Marcus (t.h.), fik deres idé til Nordjyske Nyskabere under en fest. Her begyndte drengene at spekulere over, hvorfor festerne altid blev afholdt i det samme forsamlingshus, og hvorfor det altid var så dyrt at låne forsamlingshuset.   

 

I 2014 stillede Matthias Kikkenborg og to kammerater op til Nordjyske Nyskabere med selskabsportalen, som søgte at samle alle virksomheder, der kan og vil levere ydelser til en fest, på én hjemmeside.   

 

"Vores idé kom til at starte med, da vi var til en fest på høloftet, som er et forsamlingshus i Aalborg. Her begyndte vi at spørge os selv om, hvorfor er det så dyrt at holde fest her? Hvorfor dét altid er her, man holder sine fester? Og hvorfor holder man det ikke andre steder og i andre forsamlingshuse? Også kom vi frem til, at man ligeså godt kunne samle det hele, så man havde noget alla booking.com, som lejer hotelværelser ud. Så kunne man sammensætte sin fest på den måde" fortæller Matthias. 

 

Potentialet var der

Selvom selskabsportalen opstod til en fest, havde selskabsportalen faktisk en masse potentiale, som drengene dog ikke fik udnyttet. Drengene mødtes efter deres deltagelse med en potentiel investor, som var meget interesseret i at hjælpe dem.

 

"I tiden efter Nordjyske Nyskabere havde vi et møde med en af dommerne, som så et stort potentiale i os. Han ville rigtig gerne hjælpe os eller være en form for investor. Men det blev desværre heller ikke til mere, fordi der gik for meget sommerferie i den og derefter tog skolen over" siger Matthias.

 

Det kan den dag i dag godt ærgre Matthias, at drengene ikke fik indfriet det potentiale, som de selv mente, at selskabsportalen havde. Drengene tror stadigvæk på selskabsportalens potentiale, men de er desværre gået lidt i stå med projektet på grund af tid med uddannelse etc. Derfor anbefaler Matthias også deltagerne i Nordjyske Nyskabere 2015 til at udnytte de muligheder og potentialer, som opstår undervejs i konkurrencen og lytte til de professionelle hoveder, som sidder i dommerpanelet.

 

Toesocks - et nyt projekt

Matthias har i stedet for selskabsportalen valgt at springe over et nyt iværksætterprojekt, som hedder Toesocks. Toesocks sælger Danmarks billigste tåsokker, som er yderst sunde og hygiejniske for fødderne. Indtil videre sælges disse tåsokker kun via hjemmesiden, toesocks.dk, som Matthias har designet helt alene fra bunden af.

 

"Jeg har lært rigtig meget af at deltage i Nordjyske Nyskabere 2014. En af de kompetencer, som jeg har benyttet mig af i opstarten af Toesocks, var webudvikling. Undervejs i Nordjyske Nyskabere skulle vi udvikle en hjemmeside til selskabsportalen, hvilket har gjort, at jeg den dag i dag kan lave hjemmesider. Derfor har jeg selv kunne designe toesocks.dk" fortæller Matthias.

 

Vi kan berette, at Toesocks er startet rigtig godt, og at Matthias skulle have mere end en ordre pr. dag at se til. Nordjyske Nyskabere ønsker derfor Toesocks og Matthias en masse held og lykke med fremtiden.